Vandreture i og omkring Blauzac

Til Blauzac’s cabanes eller capitelles

( Les 3 capitelles )

Start og retur: ved skolen (Chemin du Pont Romain)

Varighed: som vandretur 1,5-2 timer; som joggingtur ca. 50 min.

Vi synes…..:
..at det er en hyggelig tur – især før oversvømmelsen i 2002 -, som grundet alt det vand og mudder har gjort stien / vejen en del mindre køn. Vi går stadigvæk turen da vi holder af den og ikke behøver at starte bilen. En fredelig tur op til et smukt naturområde med hedeareal, flotte stendiger og stenhytter – les cabanes eller les capitelles – ( de gamle fårehyrders beskyttelsessted mod sol, regn og blæst ). Disse stenhytter er typiske og meget kendte og særegne for området. Om søndagen, om sommeren, er der ofte familiesammenkomst med madpakker i lunden. Flere gode steder at stoppe og holde pause og / eller picnic.

Turen:

Gå ned til skolen – efter boldbanen – ad Chemin du Pont Romain.

  1. Ved det lille søde lysthus på venstre hånd – ved skiltet med kortet – drej til venstre ad den smalle sti. . Følg de gule/grønne afmærkninger og kortet.
  2. Første del af ruten er ikke særlig charmerende med mange sten og murbrokker. Men fortsæt – det kommer.
  3. Chemin Sares og Prelong går igennem skovarealer med flere flotte huse, flot natur og ikke mindst den typiske stenarkitektur (stendiger, brønde, stenhytter) Her er mange smukke sted til at nyde madkurven.
  4. Ruten går primært gennem vinmarker og skov. Nyd udsigten ud over landskabet.
  5. Vi anbefaler en lille afstikker ind i lunden ved de 3 stenhytter – Les trois Cabanes – som ligger på en flot plads.
  6. Èn vej tilbage, som kan gøres lidt længere ved at tage rundingen ved Chemin de Pellecuer ned til Cote de Malaigue med.

Hold godt øje med de gule og grønne afmærkninger på stolper og sten.

Kort til ruten kan fås i Café Progress og ved købmanden ( Epicerie ) i Blauzac.

Tur til Pont Romain

Start og retur: ved skolen (Chemin du Pont Romain)

Varighed: som vandretur 1,5-2 time som joggingtur ca. 50 min.

En anden dejlig aftentur eller lufte-hund-tur er med samme udgangspunkt ned til skolen Chemin du Pont Romain og så bare går lige ud hele vejen ned til en meget gammel lille bro, Pont Romain. En gammel, gammel bro som tydeligt bærer præg i brostenene af alle de der har passeret igennem mange hundrede år. Og en spændende konstruktion.

I reglen er der meget hyggeligt dernede og vi sidder ofte på broen ( i skyggen af træerne ) og spiser vores frokost. Man kan også køre derned. Kirsebærrene langs vejen er HELT FANTASTISKE i maj måned (der er forskel på sorterne)
Man passerer igennem et landbrugsområde, aspargesmarker etc. – og med en dejlig udsigt og natur på turen.

Vandretur som starter på Place du 8 Mai.

Start og retur: Place du 8 Mai, Blauzac.

Varighed: 5 – 6 timer 14,5 km.

Turen går igennem landskabet med vinmarker, asparges, hede og igennem nogle småbyer. Efter sigende en populær og hyggelig vandretur.

Turen er beskrevet i bogen ” Le Gard…à pied “, som tur nr. 38.Denne tur har vi ikke gået endnu. Men en hel del vandrere kommer til Blauzac, og går denne tur. Der sidder et skilt på muren ind til det store hus før posthuset på Place du 8. Mai.